LISELUND rieslingdampet, gratineret søtungefilet Bonne Femme m/rejer, au crepes verte

Overskriften antyder, at det drejer sig om et kompliceret og kostbart projekt.

Det gør det sådan set også, men skyldes udelukkende kokkens irriterende og evigt tilbagevendende blærerøvs ordvalg...

MEN: fat mod og nærlæs alternative, billigere, men mindst lige så gode materiale- og smagsvalg:

 

CREPES, (pandekager u/sukker), grønne:

2 æg

1 dl mel

½ tsk. salt

2 dl kaffefløde/mælk

50 gram smør

1 lille bundt kruspersille

 

FYLD.

4 stk. søtungefilet’er – kan meget vel erstattes af søtungens lillesøster rødtunge, rødspætte/skrubbefilet´er, eller slet og ret et stykke torskefilet af tilsvarende størrelse.

Ca. 50 gram rejer

100 gram champignons

2 stk. små skattelotteløg

2 dl tør hvidvin el. rhinskvin

1 dl vand og/eller fiskefond

Ca. 75 gram smør

Ca. 75 gram mel

Salt og peber

GRATINERING.

Ca. 50 gram friskrevet parmesanost

På blenderen køres æg, mel, salt, smeltet smør og persille. Tilsæt fløde/mælk, stadig under omrøring, indtil massen antager en grønlig kulør.

Lad dejen hvile på køl i en times tid.

Røres lidt sammen igen i skålen, og bages som meget tynde pandekager på en pande ca. 20 cm i diameter.

Der er fedtstof nok i dejen, så man skal ikke smøre panden hver gang.

Pandekagerne må gerne være knap nok færdige, når de tages af panden.

Holdes lune.

Skalotteløg og champignons er i mellemtiden for længst hakkes fint og hældes i en gryde.

Hvidvin, fiskefond/vand tilsættes, krydres med salt og peber, og herpå dampes/småsimres fisken i højst 1- 2 min. Allerhelst lægges fisken på en smurt rist i en fiske-/grønsagsgryde. Fisken lægges sammen hale mod hoved, så den er ca. lige tyk over det hele.

Fisken tages op og lægges lunt.

Jævnes med en smør-/melopbagning netop så meget, at konsistensen  efter  gennemkogning er ca. som halvtyk havregrød. Tilsættes gerne den lille sjat tiloversblevne fløde fra pandekagedejen.

De sidste ca. 10 sekunder styrtes rejerne ned i saucen, så de kun netop lunes. Saucen må herefter ikke koges.

Anretning:

På en pandekage placeres en lille klat sauce, herpå en fisk.

Pandekagen pakkes sammen som alm. forårsrulle, maskeres med en klat sauce ovenpå, drysses med frisk høvlet parmesan og gratineres i forvarmet ovn – ca. 225 grader, indtil de er let gyldne.

Pyntes evt. med et par lune rejer..

Garniture eller tilbehør i øvrigt unødvendigt.

Der kommer snart en dejlig opskrift!!! Har han lovet!!!