Turridning på og avl af islandske heste
Jeg mindes nu og da tilbage på min lærlingetid 1968-1972, (er det SÅ længe siden ?), Hotel Hvide Hus, Køge, hvor det ikke sjældent hændte, at der typisk søndag eftermiddag ankom et antal stopfyldte turistbusser med ældre medborgere, der forinden havde været på udflugt rundt om på Sjælland, eks. Vallø Slots tulipanpark m.m. Dagen sluttede på hotellet, som i den store kongressal med havkik til Køge Bugt var dækket op til, undskyld udtrykket - ”masseafbespisning”.
Vel bænket havde de ca. 600 pensionister dog først måttet døje med indslag af tvivlsom underholdende karakter i form af et kombineret program indeholdende datidens stand-up, sang og musik med kunstnere af svingende kvalitet – eksempelvis husker jeg nu afdøde bakkesangerinde, radio-causseur m.v. – Cleo, optræde på slap line, dog til stor og ægte glæde blandt publikum.
Omsider frembragtes fra hotellets centralkøkken et ukendt antal nystegte flæskestege til et satellitkøkken, hvor vi misrøgtede kokkeelever trancherede kød, og øsede sauce, rødkål og kartofler op i et hæsblæsende tempo.
Desserten var oftest vanilleis med frugter, men som en variant hertil også fløderand (der er stort set kun temperaturen til forskel !) med blandede, kedelige henkogte (!) frugter, som alt var tilberedt tidligere på dagen og i sidste øjeblik vendt ud og pyntet på runde fade..
Det fører mig frem til en noget mere forfinet og i øvrigt fantastisk velsmagende dessert, og da det i skrivende stund fortsat er sæson for udmærkede frugter af citrusfamilien, frembringes her min, senest nytårsaften afprøvede udgave af
Clementin-fromage.
4 couverter.
4 blade husblas
3 æg (pasteuriserede kan til nød bruges- selv har jeg gennem 15 år været begunstiget af egne høns og rå æg i madlavning og aldrig været syg heraf)
1 dl sigtet flormelis
1 stang vanille
2 clementiner – den revne skal heraf, saften skal bruges om lidt.
1 1/2 dl piskefløde (den halve skal bruges til pynt)
En sjat Grand Marnier, Cointreau, Drambuie el. lign. likøragtigt noget. KAN udelades..
Læg husblas i blød i koldt vand nogle minutter
Pisk æggeblommer og flormelis godt til en hvid masse, tilsæt undervejs marven af vanillen samt den revne clementinskal og til allersidst også halvdelen af saften.
I en helt ren skål piskes de kolde æggehvider stive.
I en separat skål (også ren !) piskes fløden stiv – ikke FOR stiv…
Husblas tages op og vrides lidt af og smeltes i vandbad, afkøles en anelse og hældes op i resten af saften.
Blandes med den piskede æggemasse.
Tilsæt/vend forsigtig de stiftpiskede hvider og derefter flødeskum i massen.
Serveres i smukke dessertglas, der fyldes helt op og dekoreres med flødeskum, lidt ekstra grofthakket clementin og høvlet chokolade af god kvalitet.
Seneste kommentarer
05.09 | 18:49
Hej. Vi er en lille gruppe der godt kunne tænke os en ridetur. Har I tid onsdag eller torsdag?
Mvh sacha larsen
05.09 | 06:30
Hej
Min datter på 11 og jeg mor😊 vil gerne ride en 2 timers tur d.28 el.29. Sep.22. Vi ride. Ugentligt på Islænder i skønne Jammerbugten i Nordjylland..
25.08 | 07:43
Hej Sussie.
Min datter og jeg havde en dejlig tur med dig for 1 mdr siden. Mit spørgsmål er om du har ture fredag d. 30/12 da vi tænker at holde nytår på Bornholm. mvh Lone
07.08 | 07:52
Hej1 vi är intresserade av att rida hos dig. Vi är ett gäng som undrar om boende. Bokar vi det själva eller har ni bostad att erbjuda. Tips om inte var vi kan boka nära. A-M Byström