NORDENS FULDBLOD

Den islandske hest stammer fra de heste vikingerne i det 9. århundrede bragte med sig på deres togter, også til Island, hvor de senere bosatte sig. Dette er mere end elleve hundrede år siden. Hestene er efterkommere af de gamle skandinaviske og britiske hesteracer…. Heriblandt især den nu afdøde Keltiske pony.

Der er ikke senere kommet andre heste til Island og derfor har vi i Norden denne enestående hesterace "Nordens egen oprindelige fuldblod". Den mest fantastiske tølter og pasgænger. Også kaldet "Gudernes Hest".

Men hvorfor er islænderen en hest??? Jo, det er simpelthen fordi netop denne og de andre gamle hesteracer fra vores del af verden, har størst ret til navnet. Det oldnordiske ord var hestr. Og det hedder jo stadig hest i både Norge, Sverige, Danmark og Island. Ordet hest indgår i vores historie.

Alle gamle hesteracer, som er renavlet, har ret til betegnelsen hest på dansk (uanset størrelse). Og med mere end 1000 års renavl bag sig, og ved altid at have været brugt som ridehest for mennesker i alle aldre og størrelser, har navnlig den islandske hest ret til at kalde sig hest.

Naturen som hestene er vokset op, og har levet i i århundreder, har gjort dem sunde og hårdføre. De krav om alsidighed, som islændingene har stillet til deres transportdyr, har gjort dem pålidelige, stærke, temperamentsfulde, sikre på benene og med stor løbevilje. "En drømmeridehest", der er utrolig behagelig at ride i lang tid og over lange strækninger.

Den islandske hest skal dog først og fremmest være en brugshest, hvor vægten lægges på gode rideegenskaber. Den skal være modig og selvstændig, have vilje og være samarbejdsvillig. Den skal være nem at arbejde med og have en god tilpasningsevne samt frem for alt have et godt sind. 

Den islandske hest er en meget alsidig ridehest for voksne. Men også børn kan ride den. Den kan anvendes til alle former for ridning, bl.a. skovture, familieridning, langdistanceridning, spring, alrid og konkurrence. Man ser dog stadig ikke så mange børn til konkurrencerne.

Alle farver, aftegninger og farvekombinationer er tilladt. Det er dog efterhånden blevet mere lovligt at "jagte" en bestemt farve.

Den islandske hest skal være en velproportioneret, let rektangulær hest med et tørt og karakterfuldt hoved. Ørene skal være placeret højt og øjnene skal være klare og udtryksfulde. Halsen skal være lang, smidig og højt ansat, så hesten kan rides i god holdning. Skulderen skal være lang og skrå, ryggen smidig og krydset bredt, skråt afskydende og muskelfyldt. Lemmerne skal være stærke, med godt markerede led og sener. Den skal have brede, dybe og stærke hove, der gør at hesten har et godt fodfæste i terrænet.

Det er hestens gangarter, der mere end noget andet har banet vejen for den succes, som den islandske hest besidder.

Foruden de tre grundgangarter - som alle hesteracer formodes at beherske - skridt, trav og galop, har islandske heste anlæg for yderligere to gangarter, tölt og pas. 

Hestenes talent for de to "ekstra" gangarter er vidt forskelligt. Nogle islandske heste foretrækker trav, andre tölt og nogle vil allerhelst gå pas. Netop dette gør ridningen utrolig interessant og udfordrende.

Ikke alle islandske heste mestrer pas eller tølt. I daglig tale defineres hestene som 4-gængere eller 5-gængere. Der findes også heste som har et udtalt talent for pas. Disse kaldes pasheste og har ofte stor løbeglæde.

Den islandske hest er som ridehest utrolig robust, stærk og alsidig. I gennem mange, mange år har den med lethed transporteret sig selv og en velvoksen rytter over lange afstande og gennem uvejsomt terræn på Island. Man bør dog være sig bevidst, at en rytter over 90 kg. er en stor belastning for denne "ret lille hest."

Langt de fleste islandshesteryttere falder for hestens alsidige gangartstalent. En velskolet ridehest med sikker tölt er en hest, som langt de fleste mennesker vil kunne ride en tur i skoven på. De bløde bevægelser gør det nemt, selv for uøvede ryttere, at nyde turen. Mange starter med at ride islandsk hest i den tredje alder. Enten efter en lang pause eller som ny rytter. Den lille stærke hest virker ikke så skræmmende for ny-begyndere. Der er ikke så langt at falde.

Der ligger store udfordringer for den let-øvede eller øvede rytter i at beherske fire eller fem gangarter. Især på grund af hestens størrelse, rides gangarterne med vægthjælpen. Det betyder, at der kræves en god balance for, at rytteren føler sig i et med hesten.

Hestenes talenter for de forskellige gangarter er sjældent ens, og det er en stor udfordring at lære den enkelte hest at kende – "knække koden" til gangarterne. Men typisk skal der ikke meget træning til, før også let-øvede ryttere kan "skifte gear".

På grund af sin oprindelse er den islandske hest meget sikker i terrænet, og i langt de fleste tilfælde trænes hesten i naturen. 

Islandshestens rideegenskaber, vilje og sind er så afgørende for hestens brugsværdi, at bedømmelsen af rideegenskaber udgør 60 % af hestens avlsvurdering ved kåringerne. I forhold til mange andre hesteracer kan en islandsk hest ikke kåres uden at være bedømt på netop rideegenskaber.

Ridebedømmelsen ved en kåring kræver god forberedelse af hesten og en god rytter. Her viser rytteren på en pasbane, hvad hesten formår af gangarter og desuden bedømmes hestens vilje/sind og form under rytter.

Kommentarer